Et lidt tungt hoved var prisen for gårsdagens eskapader. Morgenmaden blev indtaget og vi tog afsked med Leuven. Første destination var som bestemt i går Mechelen og Het Anker bryggeriet. Her var der stille og ro og jeg kunne hurtigt handle ind. Der var 25 flasker juleøl tilbage i butikken. Jeg valgte at købe de 24 - og en kasse whisky infused. Så var der fyldt godt op i bilen.
Det var perfekt kørevejr. Overskyet og ikke meget vind. Så støt gik det mod nord gennem Holland og til Tyskland. Marie tog et pænt langt stræk på 3-4 timer. Et times tid før vi nåede til Bremen, kunne jeg på Google Maps se, at der var kø på motorvejen rundt om Bremen. Med en ventetid på 1 time og 20 min. Det var vi ikke så begejstret for, så vi aftalte, at vi kørte ind gennem Bremen og så en rhododendron park lige øst for Bremen. Så kunne vi passende tage et lille break og se på blomster. Vi fandt frem til parken og i samme øjeblik, vi lukkede døren op, lød der et tordenskrald af dimensioner. Nu havde der været tørvejr hele dagen, så skulle det nok passe, at vi skulle have regn nu.
Bevæbnet med regntøj, begav vi os ind i parken. Det rumlede noget over hovedet på os og flere gange gjorde himlen antræk til at ville åbne for sluserne, så vi skyndte os at stile mod nogle toiletter. Vi fandt frem til et stort indendørs center med en japansk have og et større område under tag med asiatiske planter. Der kunne vi passende fordrive tiden, mens det regnede af udenfor.
Blomsterparken var stor og langt de fleste af planterne stod i flor. Det er sandelig højsæson for rhododendron i mgaj måned.
Ved godt 8 tiden forlod vi parken. Det buldrede igen, så vi skyndte os igennem den sidste del af parken, for at komme tilbage til camperen. Et hurtigt stykke rugbrød - og vi var klar til at føje endnu et kapitel til vores hjemtransport. Men det var ikke helt slut med køer på motorvej A1, så GPS’en sendte os på en lille omvej, før vi kørte ind på A1.
Marie havde besluttet, at hun ville køre helt hjem nu, hvis hun kunne blive ved med at være frisk. Solen gik ned da vi nåede til Hamburg og en times vejarbejde på vej nordpå. Det bliver spændende at se, når de er helt færdige med det mega vejarbejde.
Som sædvanlig en dejlig tur med vennerne fra den lokale øl-klub. Konceptet med, at vi selv kører til destinationen – og ellers kan gøre, hvad der passer os, fungerer rigtig godt. Vi behøver ikke være sammen alle mand hele tiden. Alle har forskellige interesser (nogen endda uden, at der indgår øl).
En af arrangørerne hr. Damm skrev følgende om turen:
Det lidt tyndere tyske øl fra sidste års Hamburg tur blev i år atter erstattet af noget solidt belgisk.
Og Leuven overraskede positivt. Alle spændende beværtninger lå i behagelig gåafstand fra vort hotel Penta Hotel, som vi i øvrigt varmt kan anbefale. Igen stor ros til Pia for at finde det helt rigtige hotel til os. Kvaliteten af værelserne var i orden og det var priserne og ikke mindst den centrale placering også.
De 830 km. burde kunne tilbagelægges på ca. 8 ½ time. Allerede onsdag tog Kim, Robert og Michael turen til Antwerpen bl.a. til den legendariske øl oase Kulminator. Ingen ved, hvor længe stedet er der, så det kan være at det var sidste chance.
Marie og Alex ville lige forbi Het Anker i Mechelen, inden de sluttede sig til gruppen (og de kørte såmen også forbi Het Anker igen på hjemvejen).
De øvrige deltagere var Pia, Tex, Line og Henrik. Søren, Ejvind, Lise og Dan. Merian og Thomas. Jan og Peter.
Som altid er devisen for turen, at der stort set ingen aftaler er, så man kan ankomme hvornår man vil. Nogle gange går vi alle samlet og andre gange går vi vores egne veje i smågrupper, hvilket er dejligt uforpligtende for alle.
Dette af sted kom også, at om lørdagen tog en mindre delegation toget til Bruxelles og oplevede eller genoplevede bl.a. Delerium og Poechenellekelder. Det var også her at Michael kunne konstatere, at Manneken Pis faktisk ikke var i live.
Ved første morgensamling blev dette års polo-shirts udleveret. Rejseudvalget havde i år valgt den meget diskrete farve turkis og sædvanen tro prydede forsiden vort lokale ølentusiast logo. På venstre ærme var trykt trøjeejerens navn og på ryggen var de 9 byer med årstal listet og havde man deltaget i det pågældende års tur, var der sat flueben ud for byen. (Der er stadig 4 der har flueben ved samtlige ture).
Robert havde hjemmefra undersøgt alle de gode ølsteder, som han havde lavet et kort over, så det var lige til at gå til.
Nu var vi rigtigt mange steder og fik rigtigt meget godt øl. Derfor bliver blot de mest interessante steder nævnt:
Der blev ud over en masse godt øl, naturligvis også konsumeret moulet et frites (muslinger og belgiske pomfritter) samt belgiske vafler og naturligvis belgisk chokolade.
Hjemturen søndag, der blev noget længere end forventet p.g.a. uheld ved Bremen samt vejarbejde, blev naturligvis krydret med et besøg hos Bier Paradijs i Meer (tæt på den hollandske grænse). I dette fantastiske øl supermarked, blev der handlet ind så støddæmperne i bilerne kom på overarbejde.
Næste år forventer vi, at turen går til Amsterdam. Andre kandidater for kommende ture er p.t. : Dublin, Mechelen (Belgien), Krakow (Polen), Stettin (Polen), Düsseldorf og London.
NB: tåbelige kommentarer er der sædvanen tro mange af på en sådan tur – alle er noteret i den røde bog, så vi kan more os over dem på næste års tur. Her er nogle af de bedre: Robert, ville dele sin øl og bad derfor tjenere om et ekstra glas: ”Can I have a clean glass?”. Marie: ”I’m not enig med dig”. Lise: ”Øllen smager nu af karse”. Tex: ”Har du fået en fersken fisk?”. Tak for en fantastisk god tur.